Historien viser, at foreningslivet gennem årene har været med til at sætte præg på samfundsudviklingen i Danmark. Det er vigtigt, at foreninger holder ved, selvom det er svære tider at tiltrække medlemmer med inflation, kriser og stigende priser, som i disse præger vores samfund. Og mange spørger ”what’s in it for me” ved at tilmelde sig og skulle betale et årligt kontingentet.
Men indflydelsesrige foreninger opfordrer til fællesskaber med plads til forskellighed. De tager initiativ til videndeling og sætter fokus på aktuelle temaer. Så fremfor at tænke mest på hvad jeg som enkeltperson får, er jeg i pædagogisk psykologisk forening optaget af at tænke på, at al udvikling sker i fællesskaber og bliver optaget af den videndeling, der skabes socialt via de pædagogiske kontekster og relationer. Det er dem, der rammer mig – og dermed individet.
Hvis du som PPR-psykolog, klinisk psykolog eller pædagogisk psykologisk konsulent arbejder med skoleudvikling og børn og unges trivsel, så kan du ved at være medlem af PPF få samlet op på den nyeste forskning og de mange undersøgelser, der er omkring børns og unges udviklingsbetingelser og trivsel ved blandt andet at deltage på årskurser og temadage. Her inviterer vi forskere og undervisere, der kan præsentere den nyeste forskning til den pædagogiske psykologiske praksis. Desuden modtager medlemmerne tre medlemsblade elektronisk samt fire årlige numre af Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift, hvor vi samler aktuelle temaer og forskningsartikler med reviews fra førende forskere som Thomas Szulevicz, Helle Rabøl-Hansen, Maja Røn-Larsen, Tine Basse Fisker m.fl.
Udviklingen i Pædagogisk Forening er gået fra at være en forening hvor medlemmerne var iblandt de mange skolepsykologer, der blev ansat i i kommunerne i 50-og 60’erne og som kom ud med testkuffert som deres primære arbejdsredskab, til 80’ernes PPR der blev til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning – med streg under den rådgivende funktion.
”Vi” paradigmet
Nogle psykologer, konsulenter og vejledere i PPR vil måske spørge, hvorfor de skal være med i en forening som Pædagogisk Psykologisk Forening, når de i forvejen er medlem af nogle af de store fagforeninger som Dansk Psykolog Forening og Danmarks Lærerforening. Men Pædagogisk Psykologisk Forening er netop ikke en fagforening men en interesseorganisation, der samler forskellige fagligheder indenfor den pædagogisk psykologi. Så ofte er det ”både - og”. PPFs medlemmer arbejder ofte i en PPR. De brænder for at arbejde forebyggende og udvikle PPR og være med til at skabe ændringer og deltagelsesmuligheder i partnerskab med de professionelle og forældre, der i hverdagen er omkring de enkelte børn og unge.
Vi står aktuelt i PPR i et paradigmeskifte, hvor den pædagogiske psykologiske rådgivning ikke alene handler om det enkelte barns behov men også om børn i grupper, klasser, fællesskaber og om dagtilbuds- og skoleudvikling. Dette er en udvikling, der altid forstår barnet eller den unge i en social sammenhæng. Børn og unges udvikling og trivsel finder således ikke sted i et tomrum men er altid forbundet til sociale dynamikker og processer. At vi skaber deltagelse for alle børn og unge i læringsmiljøernes fællesskaber er en betingelse for deres faglige og sociale udvikling
I en tid hvor meget gøres op i et ”enten eller”, er den demokratiske samtale vigtig. Jeg mener, at vi i Pædagogisk Psykologisk Forening skal dyrke videndeling og uafsluttede dialoger om eksempelvis børns og unges trivselsudfordringer, som oftest sker i komplekse sammenhænge, men også diskutere genetablering af en cand. pæd. psych. uddannelse for lærere og pædagoger, den eksisterende lovgivning på det forebyggende m.v.
I en fagforening ses der ofte at være et flertal, som måske stemmer anderledes end en lille faggruppe vil gøre. Psykologens eller den pædagogiske psykologiske konsulents stemmer i en PPR vil måske have svært at gøre sig gældende, fordi der ofte er et stærkt flertal af andre grupper fra professionen og kun en meget lille mindre gruppe med pædagogisk psykologisk rådgivning som ens præmære arbejdsområde. Men i en forening som PPF er der et stærkt ”vi”, som går på tværs af fagligheder, kulturer og i øvrigt landegrænser. Vi’et binder os sammen til værdier og koncepter om fællesskaber, hvor vi benytter et positivt sprog om muligheder for kreativitet, og som inspirerer til kollektive handlinger. Og hvor det konsulterende og rådgivende ikke alene handler om det enkelte barn men også om grupper og fællesskaber. Pædagogisk Psykologisk Forening bidrager gerne til, at beslutningstagere i samfundet øger opmærksomheden på praktiske forandringer, som i mindre grad lægger vægt på præstationer og konkurrence mellem de unge – og mere på fællesskaber og trivsel.
Jeg er inspireret af en af dem, som netop ser muligheder i demokratiet fx den danske teolog Hal Koch som udgav bogen ”Hvad er demokrati”. Her diskuterer Hal Koch demokratiet. Han påpeger, at samtalen er demokratiets centrum. Hans formodentlig mest kendte sætning er eksemplet med ordet og sværdet. Hal Koch skriver, at ordet er det bærende i demokratiet, mens sværdet er en magtudøvelse – en afstemning som efter Hal Koch er et tegn på, at demokratiet ikke fungerer optimalt. I stedet betegner Hal Koch demokratiet som en livsform, hvor gensidig forståelse og respekt er i centrum. Han gør således op med, hvem der er flest, også har ret men taler om deltagelses demokrati, hvor deltagelse er et mål i sig selv. Her ser jeg, der er psykologisk tryghed, der lyttes, og uenighed ikke er en trussel eller en form for illoyalitet. Jeg ser Hal Kochs bidrag til demokratibegrebet som et forsvar for foreningslivet i Danmark.
Jeg vil gerne slutte af med at vende tilbage til trivselsudfordringen i dag blandt børn og unge som et af de helt store temaer, som også PPF beskæftiger sig med. Trivsel måles i mange undersøgelser i dag i skoler og gymnasier, og svaret herpå er ofte, at ventetiden til udredninger i PPR og i børne- og ungepsykiatrien skal ned bl.a. ved at foreslå flere ressourcer til individuelle undersøgelser og til behandling. Men i Pædagogisk Psykologisk Forening udvider vi dialogen i forhold til at drøfte mere grundlæggende den pædagogiske og didaktiske hverdag i skole og uddannelsesinstitution. Vi nuancerer diskussionen ved at være grundlæggende interesseret i, at elever i skoler m.v. bliver hørt og inddraget i trivselsarbejdet på deres skoler. Vi skal huske at lytte til også dem, der er i mindretal, og måske ikke umiddelbart deltager med deres synspunkter for ikke at skille sig ud for flertallet. For trivsel er ikke bare en størrelse, man kan måle på ud fra kvantitative målinger af årgange, men også ved at lærere taler og lytter til deres elever.
Vi glæder i bestyrelsen til at få mere viden om børns og unges trivselsproblemer ved at sætte fokus på skolefravær på årskursus på Nyborg Strand d. 14.-16. marts ” Skolefravær som overlevelsesstrategi” og få kigget på det i forskellige sammenhænge ved at lytte og være i dialog med nogle af de ypperste praksisforskere på området. Samt ikke mindst får vi viden delt på tværs af landets PPR-rådgivninger og møder hinanden.
Jette Lentz